Asunto: The long road

Fra Jyde-Potten søndag d. 12.12.2010:

Den lange vej: Med tirsdagens kvalifikation til ottendedelsfinalerne i Champions League tegner FC København sig for et nyt højdepunkt i dansk klubfodbolds lange udviklingshistorie.
Godt nok blev det ikke til en sejr, men københavnerne spillede i store perioder lige op med et af de bedste klubhold i nyere tid. Efter kampen udtalte FC Barcelonas træner Josep Guardiola, at modstanderen var den mest fysisk stærke, han havde mødt i sine to år på posten.
I tirsdags vandt FC København 3-1 over græske Panathinaikos i Parken. Københavnerklubben skrev dermed historie, da man som den første danske fodboldklub formåede at kvalificere sig til forårets ottendedelsfinaler i Champions League - det europæiske fodboldforbund Uefas hofturnering siden strukturomlægningen i 1992/93.
Da de glade FCK'ere strakte armene mod den københavnske aftenhimmel, var bedriften til at tage og føle på, og mange tanker må have faret gennem spillernes hoveder. Dog kan det med nogenlunde sikkerhed udelukkes, at efternavnene Løfquist, Dyrholm, Lykke Sørensen, Engedahl, Misser, Grønning og Bruun dukkede op ?
Men faktisk burde denne uges københavnske historieskrivere sende en venlig tanke til netop de heltemodige B 1913-spillere, som et halvt århundrede tidligere tog hul på det danske engagement i de europæiske klubturneringer.
Godt nok deltog flere danske klubber i både Mesterholdenes Europa Cup, Pokalvindernes Europa Cup og Messeby-turneringen (senere UEFA Cup) i slutningen af 1950'erne. Og godt nok nåede århusianske AGF frem til kvartfinalen mod storklubben Benfica i foråret 1961. Men det var først med Boldklubben 1913's to kampe mod Real Madrid senere samme år, at dansk klubfodbold for alvor fik det store udlands mægtige kræfter at mærke.
En lomme af amatørisme
Det gik godt nok ikke just godt for de glade amatører fra Odense. 0-9 ude og 0-3 hjemme mod et af fodboldhistoriens mest frygtindgydende mandskaber, der talte profiler som Puskás, Di Stefano og Gento, tre af de bedste fodboldspillere i det 20. århundrede. Men spillerne fik sig en stor oplevelse, og det samme gjorde byens borgere. Fyns Stiftstidendes billetcentral kunne melde om kø hele vejen rundt om husblokken. Der var jo fint besøg.
Frem for alt åbnede ”13'erne” en dør. En dør til den professionelle virkelighed, der fandtes alle steder rundt om den lomme af bedaget amatørisme, som dansk klubfodbold stadig befandt sig i i disse år. Ude i de store fodboldnationer kunne man noget særligt, men det hele var jo også mere råt. De havde glemt legen, sagde man.
I dansk landsholdsfodbold taler man om et før og efter Sepp Piontek. Før 1979 var det rød/hvide landshold ikke meget værd, men efter den seriøse tyskers indtog ændredes det billede. På få år blev dansk fodbold en international magtfaktor.
I klubfodbolden er milepælen lige så tydelig. Der er en virkelighed før 1986, B 1913's virkelighed. Dengang man fik tæsk af de fleste, besejrede de få og i det hele taget havde nok at gøre med at dyrke rollen som dilettant og lilleput.
Men i 1986 lancerede Brøndby-bossen Per Bjerregaard sine heltidskontrakter. De gul/blå spillere kunne nu fokusere fuldt ud på fodbolden. Der var tale om en toårig prøveballon, som dog hurtigt viste sig at blive en varig løsning. Dansk klubfodbold havde fået sit første seriøse foretagende - også målt med international målestok.
Manddomsprøven i Porto
Allerede det følgende år opnåede Brøndby stor europæisk succes. I klubbens debutsæson i Mesterholdenes Europa Cup nåede man frem til kvartfinalen, hvor det blev til et samlet 1-2 nederlag til Benfica, udekampen fandt sted i Porto foran 70.000 tilskuere. Aldrig tidligere havde et dansk klubhold optrådt for flere mennesker.
Var B 1913's dyst mod Puskás og kompagni i 1961 den barske ilddåb, så var brøndbyernes ærefulde exit i 1987 den store manddomsprøve. Helt voksen blev dansk klubfodbold dog først nogle år senere, da klubben fra Vestegnen spillede sig vej frem gennem UEFA Cup'en, før man blev sendt ud af italienske Roma i semifinalen. Året var 1991.
Allerede et par år før Brøndbys europæiske eventyr trak FC Barcelona imidlertid fulde huse på Århus Stadion i tidernes største klubkamp på århusiansk jord. AGF tabte 0-1 hjemme, men fik 0-0 i Catalonien. Igen viste et dansk hold, at man (næsten) kunne være med, når det gjaldt.
Således fortsatte det op gennem 1990'erne med højdepunkter som OB's sejr over Real Madrid på Bernabéu i 1994 og Brøndbys sejr på Anfield over Liverpool året efter. Men også i de senere år har hver eneste danske deltagelse i Champions League kastet mindst ét imponerende resultat af sig. Brøndby slog Bayern München i 1998, og AaB fik 2-2 mod Manchester United på Old Trafford for to år siden.
FCK vs. Brøndby
Opremsningen af alle disse mirakler for kun at nå frem til det gode spørgsmål om det aktuelle FCK-mandskab. For er Ståle Solbakkens troppers præstation i dette efterår - den første danske kvalifikation til Champions Leagues ottendedelsfinaler ledsaget af et suverænt forløb i Superligaen - den største gennem tiderne?
I sidste måned gav en af dansk klubfodbolds vigtigste personligheder i de seneste 25 år sit besyv med. Carsten V. Jensen var som spiller en del af Brøndby i slutningen af 1980'erne og begyndelsen af 1990'erne, men har siden 2000 spillet en afgørende rolle i udformningen af klubkulturen i FC København. Siden 2006 som sportsdirektør:
»Nu bliver der skrevet nogle sjove artikler om, at FC København netop nu er det bedste hold historisk i dansk fodbold, men der vil jeg sige at være fem minutter fra en europæisk finale (med Brøndby i 1991, red.), det vil jeg sætte et hak højere. Men det kan blive ændret, hvis vi spiller Champions League efter jul,« sagde Carsten V. Jensen til Tipsbladet.
Efter i tirsdags var det kun naturligt at holde FCK-bossen op på det udsagn, og nu havde piben da også fået en lidt anden lyd:
»Tiderne har ændret sig, og det er en hel anden turnering. Det, at vi nu står i en 1/8-finale, er for mig at se en større præstation end det, der skulle til for at komme i semifinalen tilbage i 1991,« sagde FC Københavns indflydelsesrige sportsdirektør.
Carsten V.-effekten
Præstationer kan altid diskuteres. Tiderne skifter, og det kan være svært for ikke at sige umuligt at sammenligne over tid. Nogle præstationer sorterer under kategorien ”mirakler”, fordi den besejrede modstand har været enorm, men også fordi man selv er lidt af en undermåler.
Sådan var det med OB's sejr i Madrid i 1994. Efter det første nederlag i Odense forventede alle, at madrilenerne ville save de stakkels danskere midt over. 2-0-sejren var en heltedåd, og den erfarne målmand Lars Høgh vil for altid blive husket for sine undere på målstregen.
Sådan har vi det ikke med FC Københavns efterår, hvilket i virkeligheden siger det meste om københavnernes aktuelle styrke. Sejrene over Rubin Kazan og Panathinaikos (to gange), klubber, der råder over større budgetter og kan fremvise mere berømte spillere end danskerne, fik ikke nationen til at kamme over i eufori. Omvendt ville et nederlag i det afsluttende opgør i tirsdags have ført til bred ærgrelse over det ganske land.
Vi er blevet forvænte, hvilket hovedsageligt skyldes det, man kunne kalde Carsten V.-effekten. At man løbende gennem det seneste årti og især efter ansættelsen af den norske cheftræner Solbakken i januar 2006 har forbedret sig langsomt, men støt. Uden de store dikkedarer.
Den største kamp
To kampe illustrerer omgivelsernes forandrede holdning til hovedstadsklubben: kampen mod det engelske storhold Manchester United i Champions League i 2006 og sidste måneds opgør mod FC Barcelona i samme turnering.
Da FC København besejrede Manchester United for fire år siden, noterede den danske presse sig, at englænderne virkede ugidelige, at de havde undervurderet deres modstander. Man morede sig kosteligt over Marcus Allbäcks fumlescoring og priste sig lykkelig over, at fodboldens underhunde fortsat en gang imellem kan bjæffe højest.
Mindre andægtig var tonen forud for denne sæsons møde med FC Barcelona.
»Aftenens kamp mellem FC København og FC Barcelona er den største klubkamp, der er blevet spillet på dansk grund,« skrev B.T.'s fodboldredaktør Morten Crone Sejersbøl før de to klubbers tvekamp.
Dette var sandt. Ikke kun fordi Parken husede et møde med FC Barcelona, tidens stærkeste fodboldklub, men måske i endnu højere grad fordi det lå i luften, at danske FC København kunne give dem kamp til stregen. Ikke altid og hver gang. Men denne ene gang foran et forventningsfuldt hjemmepublikum og med fodboldstøvlerne fyldt af optimisme. 1-1 var en glædelig overraskelse, men ingen gigantisk sensation.
Fra dansk til internationalt
Der hersker ingen tvivl om, at FC København anno 2010 er blandt de bedste danske klubhold nogensinde. Måske det bedste. Dette skyldes paradoksalt nok, at holdet ikke er så dansk, så det gør en ting. I den forstand har cremen af dansk klubfodbold ændret udseende de seneste par årtier.
Brøndby anno 1991, et andet af alle tiders store danske klubhold, var et fremragende dansk kollektiv og storleverandør af spillere til A-landsholdet. Danskerne var blot suppleret af et par udlændinge.
FC København af i dag er et internationalt mandskab med base i København. Bevares, man har stadig danskere på kontrakt: Mathias ”Zanka” Jørgensen, William Kvist, Martin Vingaard og gode gamle Jesper Grønkjær for nu at nævne de vigtigste. Og også ledelsen er dansk, endnu. Men tilbage står, at cheftræneren er norsk, og flere af de største profiler er fra Sverige, Sydamerika og Vestafrika.
Men hvad vigtigere er - man har for længst droppet mindreværdet, dansk klubfodbolds vartegn i en menneskealder. I minutterne efter sejren over Panathinaikos svor en glad Martin Vingaard, at nu håbede han på at trække Real Madrid ved fredagens lodtrækning til ottendedelsfinalerne. Hvorfor ikke?
Hvis ikke man vidste bedre, var det svært at gætte, at den 25-årige odenseaner har haft sin fodboldopvækst i netop B1913 - klubben, der et halvt århundrede tidligere havde et noget mere fromt forhold til autoriteterne.

Jeg vil sige at Brøndbys semi-finale i uefa cuppen er en bedre præstation, og vil mene at FCK skal gå videre fra 1/8 dels-finalerne for at toppe den.

Og det siger jeg som FCK´er.

Er fuldstændig enig. For mig at se var det gamle cup system med knald eller fald kampe, en noget større udfordring end det nuværende med gruppekampe. På den konto ville FCK have hentet en samlet sejr mod Pana.. forlænget mod Kazan og nederlag mod Barca..

Der er jeg ikke enig, med det gamle cup system uden seedning, der var det nemmere, i dag er det sværere, da man næsten altid vil løbe ind i et stærkere hold, netop på baggrund af seedningssystemet. Dengang kunne man på baggrund af en god kamp slippe videre, den går ikke i dag.

Så vidt jeg kan huske var der da et seednings system i den gamle uefa cup. jeg kan godt se din pointe, men når det kommer til stykket, er det vel lidt det samme som at sammenligne æbler med pærer.